Et par borgerlige ord til en Venstremand

Jeg ved ikke rigtig, hvorfor jeg stadig har et naivt håb om, at der er noget et komme efter i Venstre. Men jeg har postet nedenstående på Søren Pind’s blog, som kommentar til indlægget “Civilisationens sammenbrud og PS om lighed for lov”, omhandlende politiets magtesløshed overfor ballademagerne i Københavns gader.

Hej Søren Pind

Politiets magtesløshed og snak om dialog med forbryderne er naturligvis helt uacceptabel. Elektroniske armlænker og hårdere straffe m.v. er da også udmærket, men det løser efter min mening ikke problemet. Jeg savner nogle politikere, som tør sige åbent, hvad mange borgerlige mennesker har vidst i lang tid: At det eneste som kan ændre den skræmmende udvikling er et opgør med forsøgerstaten.

I dag er det indvandrere, som sætter København i brand – for et par måneder siden var det forkælede danske børn med opbakning fra deres hjernedøde forældre. En større og større del af befolkningen mangler grundlæggende respekt for andre menneskers rettigheder. De mangler forståelse for, hvordan værdier skabes, og de mangler forståelse for privat ejendomsrets betydning for velstand og frihed. Kunne det monstro hænge sammen med at en større og større del af befolkningen lever som snyltere med snablen nede i statskassen og aldrig har prøvet at tage ansvar for deres eget liv?

De forstår ikke, at de biler de brænder af, og de vinduer de smadrer, repræsenterer en arbejdsindsats. Dages, ugers, måneders arbejde som ejerne har måttet slide sig igennem – til ingen verdens nytte. Når man brænder andre menneskers biler af og smadrer deres vinduer, så gør man vold på disse menneskers frihed. Bilejeren kan ikke gå ned på socialkontoret og få udleveret en ny bil. Kommunens folk kommer ikke og sætter nye ruder i. Ofrene må i stedet se resultatet af deres arbejdsindsats ødelagt, og må nu starte forfra. Men hvordan skal man kunne forstå det, når man altid har levet som en parasit på den værdiskabende del af befokningen – når man tror at materielle goder er noget der blot dumper ned fra himlen, og derefter bliver (ulige) fordelt? Og hvorfor skulle man bekymre sig, når ens handlinger ikke har nogen konsekvenser – når man, uanset hvor tåbeligt man opfører sig, fortsat trygt kan regne med at andre mennesker forsørger en? Ovennævnte er blevet fremført mange gange på borgerlige blogs og debatfora, men jeg tror aldrig jeg har hørt en folketingspolitiker udtale sig i den retning. Jeg kunne godt tænke mig at vide om du er enig – eller bare delvist enig. Eller om sådanne tanker er for stærk kost for et medlem af danmarks liberale parti.

 

Andelsidioti

Dagens klumme i 180 grader er skrevet af Lotte Noer og omhandler urimeligheden i at boligejere i Københavns nordvestkvarter, som følge af bystyrets plan om at etablere et ungdomshus i området, nu har udsigt til at skulle leve med permanent larm, hærværk og vold lige udenfor deres vinduer, eller alternativt at sælge deres ejendom med tab.

Kommentarerne forholder sig imidlertid, med enkelte undtagelser, ikke til klummens udmærkede pointe, men har i stedet udviklet sig til en diskussion om andelsboligen og det faktum at flere og flere andelsboligforeninger i de senere år er begyndt at anvende vurderingsprincipper som medfører store stigninger i andelsværdierne – inklusive de sædvanlige klagesange om den smukke andelstanke, som er blevet undermineret af grådighed og egoisme.

Andelstanken handler om at der skal være billige boliger til alle hedder det sig. De lovbestemte regler om værdiansættelse af andelene til under markedsprisen, og nogle andelsboligforeningers ideologiske fastholdelse af så lave andelsværdier som muligt, er medvirkende til at også studerende og lavtlønnede har råd til at bo i København. Jaså… Hvornår har det været muligt for alle der ønskede det, at anskaffe sig en billig bolig i København? Hvor har alle disse billige andelsboliger været annonceret? Svarene er aldrig, og ingen steder. De kunstigt lave priser på andelsboliger har jo netop gjort andelsboliger til lukket land for alle andre end dem med gode forbindelser og nogle få heldige som fik fat i en billig andelsbolig ved at være i rette tid på rette sted. Lovbestemte maksimalpriser medfører stigende efterspørgsel, faldende udbud, nepotisme og sort økonomi. Det er udbud og efterspørgsel for dummies.

Det er mit indtryk, at det er her, mange står af. ”Udbud og efterspørgsel” vrænger socialisterne og slår syv kors for sig ved tanken om de frådende markedskræfter. ”Det er jo bare et udtryk for slipseklædte handelsskoleelevers grænseløse egoisme og trang til at gøre alting op i penge”.

Nej kære socialist, princippet om udbud og efterspørgsel er et af livets grundvilkår i en verden med begrænsede ressourcer. Hvis du går ind for privat ejendomsret – og det gør du jo i et eller andet omfang, i hvert fald når det er din egen ejendomsret det handler om, for du ville vel protestere hvis nogle stjal din cykel, eller flyttede ind i din lejlighed mens du ikke var hjemme – så kommer du ikke uden om markedsmekanismen.

De indtil for nylig stærkt stigende boligpriser i København skyldes jo i al sin enkelthed, at efterspørgslen efter boliger har oversteget udbuddet – altså at antallet af mennesker som ønsker at bo i København overstiger antallet af boliger i København. Man skal da være mere end almindeligt virkelighedsfjern for at mene at dette problem kan løses ved reguleringer og love om værdiansættelse af boliger. Den eneste måde, hvorpå et problem med manglende boliger kan løses, er da for helvede at bygge nogle flere boliger! It’s not rocket science. Og det eneste som kan sikre at der bygges nok boliger til at tilfredsstille efterspørgslen, er naturligvis markedsmekanismen. (For Ritt Bjerregaard kan jo ikke).

Det er mig ubegribeligt at det kan være så svært at forstå.

Sæt andelsboligerne fri og lad dem blive handlet til markedspriser – det vil give et mere gennemskueligt og velfungerende boligmarked.