VU-formand Thomas Banke har en sørgelig klumme i 180Grader, hvori han (efter bedste evne må man formode) forsøger at forsvare Lars Løkke Rasmussens bilagsrod. Herunder et par højdepunkter fra klummen:
“Der er sket en række konteringsfejl…”
Konteringsfejl??!! Manden har kørt i taxa for kr. 148.000 uden at angive noget formål.
“Den sjusk, der er foregået, er ikke acceptabel, men den kan ikke udelukkende refereres til Lars Løkke, men til de skiftende forvaltninger han har været underlagt. Revision på revision frikender ministeren…”
Hvad fanden er det for et argument? At revisionen er uduelig gør handlingerne acceptable. Hvis man jævnligt har begået bankrøverier i 10 år og aldrig er blevet fanget, så er man heller ikke selv skyld i det, eller hvad?
“Således valgte vores statsejede tv-kanal, DR, i går at bruge lidt over 20 minutter i bedste sendetid i 21 Søndag på Løkkes taxiforbrug. Selvsamme “virksomhed” har overskredet sine budgetter i forbindelse med bygningen af DR-byen med mia. af kr…”
Øh, hvad…?
“Hvis den slags “amerikanske tilstande” bliver hverdag, og medierne sammen med politiske modstandere proportionsløst og ukritisk kaster sig ud i den slags personangreb, så skal vi indstille os på, at der i det politiske liv i fremtiden bliver færre dygtige mennesker, som i øvrigt har befundet sig i virkeligheden. De eneste, der gider at lægge ryg til den slags, er asociale fantaster og orakler, som aldrig har fjernet fokus fra en teoribog”
Så at have været kommunalbestyrelsesmedlem og amtsborgmester er altså erfaring fra “virkeligheden”, som kan bruges i folketinget? Jeg kan godt undvære den slags “dygtige” mennesker.
Mage til vrøvl har jeg da aldrig læst på 180Grader. Det er klart at ingen borgerlige mennesker p.t. kan forsvare at stemme på Venstre. Hvis VU er befolket af folk som Thomas Banke, så vil det samme vist gøre sig gældende i fremtiden.
Med hensyn til Løkke: Nej, han er nok ikke værre end så mange andre, men det er da ingen undskyldning. Alle disse hyklere fortjener at blive hængt ud. Det er skønt hvis denne sag koster Løkke hans politiske karriere. Og det vil være skønt næste gang en politiker ryger på en lignende sag - uanset partitilhørsforhold.
0 Responses til “Sørgelig klumme på 180Grader”