“Den store altomfavnende kærlige moder stat, som er kommet dertil, at man nærmest har en forventning om, at borgerne skal gå tidligt i seng, stå op i ordentlig tid, smøre en sund madpakke, løbe en tur inden de tager på arbejde, huske kost- og motionsvaner, ikke ryge for meget og lade være med at drikke en øl, og så skal de i øvrigt gå hjem og kede sig ihjel. Det er en politik, som bygger på to fejlslutninger:
1) At man kan regulere samfundet fuldstændigt gennem forbud og regler.
2) At mennesket bare er noget, der skal opfylde en eller anden målsætning i Statistisk 10-årsoversigt.”
Simon Emil Ammitzbøl i “Jersild Live” den 8. januar 2009
Ovenstående citat er noget af det mest opløftende jeg har hørt fra en politiker i lang lang tid. Specielt bemærkningen om mennesket, som noget der bare skal opfylde en målsætning i Statistisk 10-årsoversigt, er genial.
I det hele taget har Simon Emil Ammitzbøl foreløbig gjort det bedre end forventet. Han virker som en af de mindst usympatiske politikere på borgen. Han udtrykker sig klart og utvetydigt uden sort snak og flakkende øjne – i modsætning til Ny/Liberal Alliance. Og hans opgør med big-mother-staten og kamp for personlig frihed er hårdt tiltrængt. Når det er sagt, må jeg også sige, at jeg naturligvis overhovedet ikke overvejer at stemme på Borgerligt Centrum. Det er min opfattelse, at Simon Emil Ammitzbøl er en af dem, der tror man kan adskille personlig frihed og økonomisk frihed. Det kan man ikke – og folk der tror det, betragter jeg ikke som liberale. Liberal Alliance er fortsat det tætteste man kommer på noget, der ligner liberalisme.
Det leder til følgende spørgsmål: Hvorfor er der ingen fra Liberal Alliance, der udtrykker sig lige så klart? Hvorfor er det ikke Liberal Alliance, der bliver citeret i alle aviser for at ville legalisere hash? Hvorfor tager Liberal Alliance ikke kampen op mod rygeloven?
Det er mit indtryk, at Liberal Alliance, blandt den brede befolkning, fortsat opfattes som et forvirret parti, der ikke aner, hvad de vil, bortset fra noget med en skattereform. Lad os håbe, at kommunikationen bliver bedre med Anders Samuelsen som frontfigur.
0 Svar til “Dagens Citat”