Snu forbruger narrer godtroende ejendomsmægler

Ekstra Bladet har, i deres evige jagt på folk der tjener penge, kåret ejendomsmægler Henrik Kjeldskov fra Solrød Strand som Danmarks største mæglerbandit, baseret på en klagesag, hvor Henrik Kjeldskov blev frakendt sit salær på kr. 171.000.

Hvis man imidlertid gør sig den ulejlighed at læse klagenævnets kendelse, vil man opdage at mægleren blev frakendt sit salær, fordi den indgåede forlængelse af formidlingsaftalen var ugyldig.

Den oprindelige formidlingsaftale var udløbet den 12. august 2006 uden at ejendommen var solgt. En skriftlig forlængelse af formidlingsaftalen blev indgået den 21. august 2006, hvorefter ejendommen blev solgt. Desværre for ejendomsmægleren var forlængelsen ifølge klagenævnet indgået for sent, idet en forlængelse, af uransagelige årsager, skal indgås i umiddelbar tilknytning til formidlingsaftalens udløb. Den heldige sælger sparede således det aftalte salær.

Det er naturligvis dumt af en ejendomsmægler ikke at sikre sit salærkrav, så det er juridisk holdbart. Men at udråbe denne mægler til en bandit giver vist kun mening for folk, der bruger Ekstra Bladet som deres primære nyhedskilde.

 

Planloven, privat ejendomsret og ekspropriation

180grader kan idag berette, at Hillerød Kommune vil ekspropriere en landbrugsejendom for kr. 2,9 mio., lokalplanlægge og udstykke den, og derefter sælge grundene, som kan indbringe ca. det 10-dobbelte.

Indledningsvist vil jeg tilslutte mig de mange forargede kommentarer til artiklen. For det første skal en kommune ikke ekspropriere privat ejendom for at udstykke parcelhusgrunde. For det andet er det naturligvis forkasteligt at familien, som ejer jorden, sandsynligvis kun får en erstatning på ca. en tiendedel af det beløb, som de er blevet tilbudt af en privat ejendomsudvikler.

Ikke desto mindre vil jeg stille spørgsmålstegn ved, om denne familie i virkeligheden er værre stillet end alle andre ejere af jord i landzone. (idet jeg ser bort fra den følelsesmæssige side af sagen, og fokuserer på det økonomiske). Jeg går ud fra, at den erstatning, som familien får, svarer til ejendommens værdi som landbrugsjord. Den pris på kr. 26 mio., som familien havde sat næsen op efter, er jo opstået ved, at kommunens embedsmænd og politikere i al deres visdom har udpeget lige nøjagtig denne grund som genstand for deres detailplanlægning af andre menneskers tilværelse. Hvis familiens nabo ejer en tilsvarende ejendom, som ikke indgår i kommunens planlægning, vil denne ejendom jo også kun være kr. 2,9 mio. værd.

Realiteten er jo, at staten har eksproprieret al jord i Danmark, som ikke er lokalplanlagt – og det endda uden erstatning til ejerne. For hvad er ejendomsretten til et stykke jord egentlig værd, hvis man ikke må bygge et hus på jorden?

Kommunerne udvælger nogle bestemte grunde til udstykning - grunde som oftest tilfældigvis ejes af kommunen selv (hvis ikke, så eksproprierer de dem åbenbart!). Disse grunde er alt for få til at tilfredsstille efterspørgslen, hvorfor prisen for en byggegrund nogle steder nærmer sig en 50-dobling i forhold til prisen for fuldstændig identisk jord, som ikke er lokalplanlagt. De få heldige jordejere forgyldes (oftest kommunerne selv), boligkøberne betaler groteske overpriser for en parcelhusgrund på 800 kvm., og de mange ejere af jord i landzone må ikke udnytte deres jord til byggeri, selv om efterspørgslen måtte være tilstede, og har således i realiteten ikke ejendomsret til deres jord.

Endnu engang må det vist blot konstateres, at ejendomsretten i Danmark er udhulet i en grad, så der kun er en tom skal af symbolsk værdi tilbage (jf. rygeloven, den sandsynligvis kommende lov om kvindelig repræsentation i bestyrelser osv. osv.).

 

Andelsidioti

Dagens klumme i 180 grader er skrevet af Lotte Noer og omhandler urimeligheden i at boligejere i Københavns nordvestkvarter, som følge af bystyrets plan om at etablere et ungdomshus i området, nu har udsigt til at skulle leve med permanent larm, hærværk og vold lige udenfor deres vinduer, eller alternativt at sælge deres ejendom med tab.

Kommentarerne forholder sig imidlertid, med enkelte undtagelser, ikke til klummens udmærkede pointe, men har i stedet udviklet sig til en diskussion om andelsboligen og det faktum at flere og flere andelsboligforeninger i de senere år er begyndt at anvende vurderingsprincipper som medfører store stigninger i andelsværdierne – inklusive de sædvanlige klagesange om den smukke andelstanke, som er blevet undermineret af grådighed og egoisme.

Andelstanken handler om at der skal være billige boliger til alle hedder det sig. De lovbestemte regler om værdiansættelse af andelene til under markedsprisen, og nogle andelsboligforeningers ideologiske fastholdelse af så lave andelsværdier som muligt, er medvirkende til at også studerende og lavtlønnede har råd til at bo i København. Jaså… Hvornår har det været muligt for alle der ønskede det, at anskaffe sig en billig bolig i København? Hvor har alle disse billige andelsboliger været annonceret? Svarene er aldrig, og ingen steder. De kunstigt lave priser på andelsboliger har jo netop gjort andelsboliger til lukket land for alle andre end dem med gode forbindelser og nogle få heldige som fik fat i en billig andelsbolig ved at være i rette tid på rette sted. Lovbestemte maksimalpriser medfører stigende efterspørgsel, faldende udbud, nepotisme og sort økonomi. Det er udbud og efterspørgsel for dummies.

Det er mit indtryk, at det er her, mange står af. ”Udbud og efterspørgsel” vrænger socialisterne og slår syv kors for sig ved tanken om de frådende markedskræfter. ”Det er jo bare et udtryk for slipseklædte handelsskoleelevers grænseløse egoisme og trang til at gøre alting op i penge”.

Nej kære socialist, princippet om udbud og efterspørgsel er et af livets grundvilkår i en verden med begrænsede ressourcer. Hvis du går ind for privat ejendomsret – og det gør du jo i et eller andet omfang, i hvert fald når det er din egen ejendomsret det handler om, for du ville vel protestere hvis nogle stjal din cykel, eller flyttede ind i din lejlighed mens du ikke var hjemme – så kommer du ikke uden om markedsmekanismen.

De indtil for nylig stærkt stigende boligpriser i København skyldes jo i al sin enkelthed, at efterspørgslen efter boliger har oversteget udbuddet – altså at antallet af mennesker som ønsker at bo i København overstiger antallet af boliger i København. Man skal da være mere end almindeligt virkelighedsfjern for at mene at dette problem kan løses ved reguleringer og love om værdiansættelse af boliger. Den eneste måde, hvorpå et problem med manglende boliger kan løses, er da for helvede at bygge nogle flere boliger! It’s not rocket science. Og det eneste som kan sikre at der bygges nok boliger til at tilfredsstille efterspørgslen, er naturligvis markedsmekanismen. (For Ritt Bjerregaard kan jo ikke).

Det er mig ubegribeligt at det kan være så svært at forstå.

Sæt andelsboligerne fri og lad dem blive handlet til markedspriser – det vil give et mere gennemskueligt og velfungerende boligmarked.