HØJRE

I forbindelse med Claus Hjort Frederiksens kampagne for personligt ansvar, fremstår den konservative Jacob Axel Nielsen som et lysende forbillede for danskerne. “Jeg tager ansvar for mine børns opvækst” udtaler en stolt sundhedsminister.

Hurra for Jacob Axel Nielsen: hurra.. hurra.. HURRA!

Kampagnen er iøvrigt dybt åndssvag. “Der er en tendens i tiden, hvor det er samfundets mest velbjærgede, som kræver ind. Den tendens skal vi have brudt” udtaler Claus Hjort Frederiksen.

Her er et tip: AFSKAF EFTERLØNNEN!

Martin Ågerup fra Cepos havde i sidste weekend i 180Grader en fremragende klumme med den provokerende titel ”Rend mig i ytringsfriheden”. Han synes det er underligt, at borgerlige meningsdannere og politikere snakker så meget om ytringsfrihed, når basale frihedsrettigheder som ejendomsret og aftalefrihed er under langt større pres fra lovgiverne. Jeg er fuldstændig enig.

Klummen har vakt en del debat, og i dag har Katrine Winkel Holm ligeledes en klumme i 180Grader som svar på Martin Ågerups, ”Cepos-direktørens foragt for ytringsfriheden”.

Den megen snak om ytringsfrihed udspringer naturligvis af muhammedkrisen og de efterfølgende optøjer og dødstrusler mod Jyllands-Posten og tegnerne. Ingen fornuftige borgerlige vil bagatellisere disse begivenheder – og det synes jeg heller ikke at Martin Ågerup gør. Selvfølgelig udgør truslerne et pres på ytringsfriheden, og selvfølgelig skal dette bekæmpes.

Pointen er, at der ikke er et politisk pres på ytringsfriheden, ligesom der i høj grad er på ejendomsret og aftalefrihed. Hele folketinget har bakket op om Jyllands-Postens ret til at trykke muhammedtegningerne. Ingen har argumenteret for at Jyllands-Posten og tegnerne skulle straffes – ikke engang utålelige islamleflere som Thøger Seidenfaden og Uffe Elleman-Jensen, selv om de har været ved at slå knuder på sig selv for at formulere det uden at støde muslimernes følelser.

At tegnerne alligevel er truede på deres liv, er et symptom på et meget mere alvorligt problem: At 40 år med forsørgerstatens røveri af produktive menneskers ejendom og rundhåndede støtte til en asocial og destruktiv livsstil efterhånden har skabt et så stort antal voldelige sociopater, at retsstaten mere eller mindre er brudt sammen under presset.

Voldelige forbrydere har taget magten, og politiet og retssystemet kan ikke løse problemet. Det har sådan set ikke noget med ytringsfrihed at gøre. Muhammedtegnerne er truede på livet, fordi de har brugt deres ytringsfrihed - Andre er truede på livet fordi de på uheldig vis er kommet i vejen for en kriminel bande, har nægtet at betale en ”dummebøde” eller lignende. Og det hele peger tilbage på forsøgerstaten. Opgøret med de voldelige kriminelle - islamister eller ej - kræver et opgør med forsørgerstaten og en genindførelse af ejendomsret og aftalefrihed. Derfor er disse friheder vigtigere at forsvare.

Som kommentatoren på 180Graders debat Jan Daniel Andersen skriver: “….I min verden kaldes det “Root cause analysis” og går ud på at løse problemet fremfor symptomerne. Velfærdsstaten udvikler sig i retning af totalitarisme, og hvis vi ikke stopper/begrænser den, kan vi ligeså godt acceptere sharia. Der er ingen pointe i at vælge imellem to onder….“.

Jeg er enig. Jeg er lige så bange for Mette Frederiksen og Villy Søvndal, som jeg er for Abdul Wahid Pedersen og Asmaa Abdol-Hamid.

“Herregud, hvad fanden. Så har de vel en forsikring“. Sådan lyder kommentaren til de autonomes afbrænding af tilfældige menneskers biler, fra rektor ved Forfatterskolen i København Hans Otto Jørgensen, som også brillerer med følgende guldkorn: “Bilafbrændingerne er ikke vold. Det går jo ikke ud over nogen.” Læs artiklen i 180grader.

Jeg har ikke ord til at beskrive, hvor meget jeg foragter denne mand, så det vil jeg lade ligge.

Jeg vil blot pointere, at idioten er et klasseeksempel på, at en tilværelse som parasit ødelægger forståelsen for, hvordan værdier skabes. Det er grotesk, at en mand på 53 år ikke forstår, at værdien af en bil er et resultat af ejerens arbejdsindsats og afsavn gennem mange måneder/år - og at afbrænding af bilen således er et angreb på ejerens frihed? Ingen selvforsørgende mennesker kan have et så forkvaklet forhold til værdiskabelse og ejendomsret. Det kan derimod en professionel snylter, som i 20 år har haft snablen nede i statskassen.

jp.dk den 18. marts 2008:

14-årig overfaldet med baseballbat: I Greve bliver en 14-årig dreng overfaldet med knytnæver og et baseballbat. Gerningsmændene har sandsynligvis forvekslet ham med en anden. Det er jo hvad der kan ske.

Drenge efterlyses for vold mod 16-årig: I Solrød kommer en 16-årig dreng cyklende. 3 drenge råber “Hvad fuck glor du på?” og gennembanker ham.

jp.dk den 19. marts 2008:

Banket for en Bacardi Breezer: På Roskilde Station kommer en 22-årig mand uforvarende til at slå en Bacardi Breezer ud af hånden på en anden. Han bliver gennembanket af 5-7 personer, får revet sit tøj af, og bliver smidt ned på skinnerne.

Dreng i livsfare efter køllebank: På Amager stiger to mænd ud af en bil og spørger en dreng ”hvad glor du på?” og slår ham (ihjel?) med et baseballbat.

Den dybereliggende årsag til den forråelse af samfundet, som kommer til udtryk ovenfor, er naturligvis forsøgerstaten, som straffer produktive og moralske mennesker, og belønner asociale forbrydere. Det man belønner, får man som bekendt mere af.  Denne sammenhæng bliver udførligt beskrevet i bogen ”Taberfabrikken” af Ole Birk Olesen, samt i talrige ledere på 180 grader.

Men hvad gør vi med alle de afstumpede forbrydere, som de seneste 30 års velfærdspolitik har skabt, og som stadig vil være her, selv om vi afskaffede forsøgerstaten imorgen. De forbrydere, som er nævnt i ovenstående eksempler, er jo uden for pædagogisk rækkevidde. De mangler fuldstændig respekt for andre menneskers rettigheder og forståelse for den ulykke, som de påfører ofrene og deres familier. De er psykopater. Og de kan ikke resocialiseres - de er tabt.

Men hvordan skal de straffes? De bliver ikke bedre af at sidde i fængsel. Tværtimod. Fængsler er uddannelsesinstitutioner for kriminelle. Mon ikke det er på tide at vi opgiver tanken om resocialisering af farlige forbrydere, og i stedet indretter retssystemet efter at skaffe dem af vejen. Hvis dødsstraf ikke er etisk acceptabelt,  så lås dem inde og smid nøglen væk. Det er sådan set lige meget for mig. Det afgørende er at de aldrig mere skal gå frit rundt iblandt os andre.

Hvis man uden grund har overfaldet andre mennesker og udsat dem for livsfare, stukket dem ned, banket dem med et baseballbat, hoppet på deres hoved etc., så har man simpelt hen forspildt sin chance for at leve i frihed. Disse mennesker fortjener ikke en ny chance. De skal skaffes af vejen!

Jeg ved ikke rigtig, hvorfor jeg stadig har et naivt håb om, at der er noget et komme efter i Venstre. Men jeg har postet nedenstående på Søren Pind’s blog, som kommentar til indlægget “Civilisationens sammenbrud og PS om lighed for lov”, omhandlende politiets magtesløshed overfor ballademagerne i Københavns gader.

Hej Søren Pind

Politiets magtesløshed og snak om dialog med forbryderne er naturligvis helt uacceptabel. Elektroniske armlænker og hårdere straffe m.v. er da også udmærket, men det løser efter min mening ikke problemet. Jeg savner nogle politikere, som tør sige åbent, hvad mange borgerlige mennesker har vidst i lang tid: At det eneste som kan ændre den skræmmende udvikling er et opgør med forsøgerstaten.

I dag er det indvandrere, som sætter København i brand – for et par måneder siden var det forkælede danske børn med opbakning fra deres hjernedøde forældre. En større og større del af befolkningen mangler grundlæggende respekt for andre menneskers rettigheder. De mangler forståelse for, hvordan værdier skabes, og de mangler forståelse for privat ejendomsrets betydning for velstand og frihed. Kunne det monstro hænge sammen med at en større og større del af befolkningen lever som snyltere med snablen nede i statskassen og aldrig har prøvet at tage ansvar for deres eget liv?

De forstår ikke, at de biler de brænder af, og de vinduer de smadrer, repræsenterer en arbejdsindsats. Dages, ugers, måneders arbejde som ejerne har måttet slide sig igennem – til ingen verdens nytte. Når man brænder andre menneskers biler af og smadrer deres vinduer, så gør man vold på disse menneskers frihed. Bilejeren kan ikke gå ned på socialkontoret og få udleveret en ny bil. Kommunens folk kommer ikke og sætter nye ruder i. Ofrene må i stedet se resultatet af deres arbejdsindsats ødelagt, og må nu starte forfra. Men hvordan skal man kunne forstå det, når man altid har levet som en parasit på den værdiskabende del af befokningen - når man tror at materielle goder er noget der blot dumper ned fra himlen, og derefter bliver (ulige) fordelt? Og hvorfor skulle man bekymre sig, når ens handlinger ikke har nogen konsekvenser – når man, uanset hvor tåbeligt man opfører sig, fortsat trygt kan regne med at andre mennesker forsørger en? Ovennævnte er blevet fremført mange gange på borgerlige blogs og debatfora, men jeg tror aldrig jeg har hørt en folketingspolitiker udtale sig i den retning. Jeg kunne godt tænke mig at vide om du er enig – eller bare delvist enig. Eller om sådanne tanker er for stærk kost for et medlem af danmarks liberale parti.