Arkiv over kategorien 'idioti'

Choknyhed: Sprængt vandrør på svensk træhestefabrik

Fjollet overskrift, ikke sandt. Hvorfor skulle et banalt uheld på en svensk fabrik have nogen som helst relevans for danske mediebrugere?

Men når nogle uheldige håndværkere kommer til at sætte ild til noget tagmateriale på det svenske atomkraftværk Ringhals i Halland, så reagerer medierne, som om hele Skandinavien har været på randen af total udslettelse. (Politiken: Svensk atomkraftværk i flammer, Ekstra Bladet: Brandalarm på svensk a-kraftværk, Berlingske: Brand på atomkraftværk i Sverige, TV2 Nyhederne: Brand på atomkraftværk i Sverige, osv.)

Det er ikke første gang at dette fænomen har irriteret mig. Så kan de hjernedøde danskere - halvt bedøvede af lediggang og klientgørelse - bekræfte hinanden i, at atomkraft rigtignok er noget skidt, alt imens olieprisen stiger med raketfart og den arbejdende minoritet skal arbejde endnu hårdere i en sisyfoskamp imod nasseri, energikrise og åndeligt armod.
_

Dagens skøre nyheder

180Grader: Kiosk fik sur smiley for ikke at hænge glad smiley op. Strandkiosken i Blåvand har fået en sur smiley - ikke p.g.a. anmærkninger til hverken hygiejne eller behandling af fødevarer, men derimod for ikke at hænge deres glade smiley op.

180Grader: Pia Kjærsgaard trækker i land på skæg. Nu må dommere alligevel godt have skæg, men ikke hvis de samtidig har hvide pludderbukser!!

Ekstra Bladet: Racistisk havebænk beslaglagt. Ordensmagten har beslaglagt en havebænk fra en privat forhave i Odsherred, fordi den var forsynet med inskriptionen “nur blankes, kaffer nie”. Bænkens 76-årige ejer sigtes efter racismeparagraffen.

For fanden, hvor er jeg træt af at leve i et land, hvor ca. 3/4 af mine hårdt tjente penge frarøves mig, og bruges til at finansiere sådan noget - politikere der ikke siger andet end sludder, og offentligt ansatte som bruger deres tid på ligegyldige tosserier. Det er rablende vanvittigt.

 

En spændende debat i Rigsdagen

Ekstra Bladet: Minister væver om dyresex og tæver

 

Bwaaaaahahahahahahahahahahahahahahahahahahahahahahahahahaha! Sikke en pervers svensker.

Hvordan kan nogle mennesker tage politik og politikere alvorligt? De europæiske parlamenter minder efterhånden om deciderede galehuse, hvor mere eller mindre depraverede mennesker får hele deres dag til at gå med vrøvl og sludder i ufattelige mængder.

Jeg er glad for at jeg blev hjemme ved sidste folketingsvalg. Hvordan kan man bevare sin værdighed og selvrespekt, når man frivilligt lader sig repræsentere af sådanne lallende tåber?

Noget at tænke over på Grundlovsdag.

 

Er Kramer ansat på Politiken?

Politikens Lars Trier Mogensen har skrevet et ynkeligt blogindlæg om Ny Alliances nej til euroen. Eller d.v.s. i virkeligheden er det en lang mistænkeliggørelse og tilsvining af modstandere af en fælles valuta i almindelighed, og Saxo Bank og andre investeringsbanker i særdeleshed.

En masse forstyrret og usammenhængende vrøvl uden nogen argumenter, men fremført med dumstolt overbevisning om egen fortræffelighed. Lidt ligesom her:

 

Jacob Axel Nielsen tager personligt ansvar

I forbindelse med Claus Hjort Frederiksens kampagne for personligt ansvar, fremstår den konservative Jacob Axel Nielsen som et lysende forbillede for danskerne. “Jeg tager ansvar for mine børns opvækst” udtaler en stolt sundhedsminister.

Hurra for Jacob Axel Nielsen: hurra.. hurra.. HURRA!

Kampagnen er iøvrigt dybt åndssvag. “Der er en tendens i tiden, hvor det er samfundets mest velbjærgede, som kræver ind. Den tendens skal vi have brudt” udtaler Claus Hjort Frederiksen.

Her er et tip: AFSKAF EFTERLØNNEN!

 

Gal snylterforfatter og rektor: Hærværk går ikke ud over nogen

Herregud, hvad fanden. Så har de vel en forsikring“. Sådan lyder kommentaren til de autonomes afbrænding af tilfældige menneskers biler, fra rektor ved Forfatterskolen i København Hans Otto Jørgensen, som også brillerer med følgende guldkorn: “Bilafbrændingerne er ikke vold. Det går jo ikke ud over nogen.” Læs artiklen i 180grader.

Jeg har ikke ord til at beskrive, hvor meget jeg foragter denne mand, så det vil jeg lade ligge.

Jeg vil blot pointere, at idioten er et klasseeksempel på, at en tilværelse som parasit ødelægger forståelsen for, hvordan værdier skabes. Det er grotesk, at en mand på 53 år ikke forstår, at værdien af en bil er et resultat af ejerens arbejdsindsats og afsavn gennem mange måneder/år - og at afbrænding af bilen således er et angreb på ejerens frihed? Ingen selvforsørgende mennesker kan have et så forkvaklet forhold til værdiskabelse og ejendomsret. Det kan derimod en professionel snylter, som i 20 år har haft snablen nede i statskassen.

 

P3: Individualisering gør folk vrede

P3’s radioavis kunne i lørdags meddele, at flere og flere danskere søger professionel hjælp til at tøjle temperamentet. “Vores velstand vokser, men det samme gør vores vrede. Det moderne liv får flere danskere til at søge hjælp til at kontrollere deres arrigskab“, hedder det. Sociolog Emilia van Hauen er naturligvis klar med en forklaring på fænomenet: “Vi lever i et meget individualiseret samfund, hvor selvrealisering er det vigtigste projekt vi har. Derfor er venlighed det sidste vi tænker på, hvis vi f.eks. sidder fast i en bilkø“.

Jeg ved ikke hvad sociologer lægger i begrebet individualisering, men i mine ører lød det som om, at statsradiofoniens genier problematiserede velstand og individualisme. Det kræver en kort kommentar:

Gammeldags dyder som køkultur, hjælpsomhed og venlighed overfor fremmede er ikke forsvundet på grund af ”individualiseringen”, men derimod fordi forsøgerstaten igennem mange år har suget den sidste rest af værdighed og rationalitet ud af en stor gruppe danskere, og forvandlet dem til voksne babyer, som ikke kan håndtere den mindste forhindring for øjeblikkelig behovstilfredsstillelse på en nogenlunde civiliseret måde. I stedet skriger og skråler de, som de umodne børn de er. I velstående individualistiske samfund kommer folk ikke op at slås på grund af en bilkø - det er uværdigt og irrationelt.

 

Andelsidioti

Dagens klumme i 180 grader er skrevet af Lotte Noer og omhandler urimeligheden i at boligejere i Københavns nordvestkvarter, som følge af bystyrets plan om at etablere et ungdomshus i området, nu har udsigt til at skulle leve med permanent larm, hærværk og vold lige udenfor deres vinduer, eller alternativt at sælge deres ejendom med tab.

Kommentarerne forholder sig imidlertid, med enkelte undtagelser, ikke til klummens udmærkede pointe, men har i stedet udviklet sig til en diskussion om andelsboligen og det faktum at flere og flere andelsboligforeninger i de senere år er begyndt at anvende vurderingsprincipper som medfører store stigninger i andelsværdierne - inklusive de sædvanlige klagesange om den smukke andelstanke, som er blevet undermineret af grådighed og egoisme.

Andelstanken handler om at der skal være billige boliger til alle hedder det sig. De lovbestemte regler om værdiansættelse af andelene til under markedsprisen, og nogle andelsboligforeningers ideologiske fastholdelse af så lave andelsværdier som muligt, er medvirkende til at også studerende og lavtlønnede har råd til at bo i København. Jaså… Hvornår har det været muligt for alle der ønskede det, at anskaffe sig en billig bolig i København? Hvor har alle disse billige andelsboliger været annonceret? Svarene er aldrig, og ingen steder. De kunstigt lave priser på andelsboliger har jo netop gjort andelsboliger til lukket land for alle andre end dem med gode forbindelser og nogle få heldige som fik fat i en billig andelsbolig ved at være i rette tid på rette sted. Lovbestemte maksimalpriser medfører stigende efterspørgsel, faldende udbud, nepotisme og sort økonomi. Det er udbud og efterspørgsel for dummies.

Det er mit indtryk, at det er her, mange står af. ”Udbud og efterspørgsel” vrænger socialisterne og slår syv kors for sig ved tanken om de frådende markedskræfter. ”Det er jo bare et udtryk for slipseklædte handelsskoleelevers grænseløse egoisme og trang til at gøre alting op i penge”.

Nej kære socialist, princippet om udbud og efterspørgsel er et af livets grundvilkår i en verden med begrænsede ressourcer. Hvis du går ind for privat ejendomsret - og det gør du jo i et eller andet omfang, i hvert fald når det er din egen ejendomsret det handler om, for du ville vel protestere hvis nogle stjal din cykel, eller flyttede ind i din lejlighed mens du ikke var hjemme - så kommer du ikke uden om markedsmekanismen.

De indtil for nylig stærkt stigende boligpriser i København skyldes jo i al sin enkelthed, at efterspørgslen efter boliger har oversteget udbuddet – altså at antallet af mennesker som ønsker at bo i København overstiger antallet af boliger i København. Man skal da være mere end almindeligt virkelighedsfjern for at mene at dette problem kan løses ved reguleringer og love om værdiansættelse af boliger. Den eneste måde, hvorpå et problem med manglende boliger kan løses, er da for helvede at bygge nogle flere boliger! It’s not rocket science. Og det eneste som kan sikre at der bygges nok boliger til at tilfredsstille efterspørgslen, er naturligvis markedsmekanismen. (For Ritt Bjerregaard kan jo ikke).

Det er mig ubegribeligt at det kan være så svært at forstå.

Sæt andelsboligerne fri og lad dem blive handlet til markedspriser - det vil give et mere gennemskueligt og velfungerende boligmarked.