HØJRE

Skum - DR’s community for unge over 15 år - vil ifølge 180Grader kåre “Miss Tørklæde 2008″. Det minder mig om Fall Fundamentalist Fashion Show med den amerikanske komiker Bill Maher.

“Garanteed to get your man so hot, he’ll wanna crack you on the ankle with a long stick”

Bill Maher har ofte beskrevet sig selv som en libertarian. Det er han nu ikke. Han er en bleeding-heart liberal som de siger derovre. Men hans talk show “Real Time” er ikke desto mindre noget af det bedste amerikanske politiske satire, jeg har set (bortset fra South Park, selvfølgelig). De fleste politiske holdninger er repræsenteret blandt gæsterne (Manden i den lyseblå skjorte i baggrunden i ovenstående klip er den libertarianske politiske kommentator Andrew Sullivan), og Bill Maher har under de republikanske primærvalg mange gange omtalt Ron Paul positivt, og også haft ham på besøg i showet.

De fleste Real Time episoder er tilgængelige på Youtube.

Martin Ågerup fra Cepos havde i sidste weekend i 180Grader en fremragende klumme med den provokerende titel ”Rend mig i ytringsfriheden”. Han synes det er underligt, at borgerlige meningsdannere og politikere snakker så meget om ytringsfrihed, når basale frihedsrettigheder som ejendomsret og aftalefrihed er under langt større pres fra lovgiverne. Jeg er fuldstændig enig.

Klummen har vakt en del debat, og i dag har Katrine Winkel Holm ligeledes en klumme i 180Grader som svar på Martin Ågerups, ”Cepos-direktørens foragt for ytringsfriheden”.

Den megen snak om ytringsfrihed udspringer naturligvis af muhammedkrisen og de efterfølgende optøjer og dødstrusler mod Jyllands-Posten og tegnerne. Ingen fornuftige borgerlige vil bagatellisere disse begivenheder – og det synes jeg heller ikke at Martin Ågerup gør. Selvfølgelig udgør truslerne et pres på ytringsfriheden, og selvfølgelig skal dette bekæmpes.

Pointen er, at der ikke er et politisk pres på ytringsfriheden, ligesom der i høj grad er på ejendomsret og aftalefrihed. Hele folketinget har bakket op om Jyllands-Postens ret til at trykke muhammedtegningerne. Ingen har argumenteret for at Jyllands-Posten og tegnerne skulle straffes – ikke engang utålelige islamleflere som Thøger Seidenfaden og Uffe Elleman-Jensen, selv om de har været ved at slå knuder på sig selv for at formulere det uden at støde muslimernes følelser.

At tegnerne alligevel er truede på deres liv, er et symptom på et meget mere alvorligt problem: At 40 år med forsørgerstatens røveri af produktive menneskers ejendom og rundhåndede støtte til en asocial og destruktiv livsstil efterhånden har skabt et så stort antal voldelige sociopater, at retsstaten mere eller mindre er brudt sammen under presset.

Voldelige forbrydere har taget magten, og politiet og retssystemet kan ikke løse problemet. Det har sådan set ikke noget med ytringsfrihed at gøre. Muhammedtegnerne er truede på livet, fordi de har brugt deres ytringsfrihed - Andre er truede på livet fordi de på uheldig vis er kommet i vejen for en kriminel bande, har nægtet at betale en ”dummebøde” eller lignende. Og det hele peger tilbage på forsøgerstaten. Opgøret med de voldelige kriminelle - islamister eller ej - kræver et opgør med forsørgerstaten og en genindførelse af ejendomsret og aftalefrihed. Derfor er disse friheder vigtigere at forsvare.

Som kommentatoren på 180Graders debat Jan Daniel Andersen skriver: “….I min verden kaldes det “Root cause analysis” og går ud på at løse problemet fremfor symptomerne. Velfærdsstaten udvikler sig i retning af totalitarisme, og hvis vi ikke stopper/begrænser den, kan vi ligeså godt acceptere sharia. Der er ingen pointe i at vælge imellem to onder….“.

Jeg er enig. Jeg er lige så bange for Mette Frederiksen og Villy Søvndal, som jeg er for Abdul Wahid Pedersen og Asmaa Abdol-Hamid.

Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle tage parti for en politiker, mod nogle erhvervsfolk. Men here goes:

Koncernbestyrelsesformand i Grundfos, Niels Due Jensen angriber i Børsen i går De Konservatives politiske ordfører Henriette Kjær. Grunden hertil er, at Henriette Kjær i sidste uge forsvarede ytringsfriheden i et indlæg i Børsen, som svar på et indlæg af direktør for højttalerfabrikken Dan-Sound ApS, Hartvig Jeppesen.

Hartvig Jeppesen beklager sig over, at den seneste Muhammed-krise kostede hans fabrik en ordre til Saudi Arabien. Henriette Kjær svarer at det naturligvis er beklageligt at danske virksomheder taber ordrer, men det er også beklageligt, når danske erhvervsfolk ikke står på ytringsfrihedens side.

Det får Niels Due Jensen til bl.a. at skrive følgende i Børsen:

“Danske erhvervsrepræsentanter, som er vant til at færdes i et internationalt kundemiljø, er optaget af at vise respekt for andre mennesker, som er født ind i andre kulturer og traditioner, og vi øver os på at undlade at træde på andre folkeslags religiøse og kulturelle fundamenter. Hvis vi ikke kan det, bliver vi sendt tilbage til Danmark med tomme ordrebøger.

Derfor, Henriette Kjær, er vi i erhvervslivet, specielt i eksporterhvervene, nødt til at omgås ytringsfrihed med respekt for andre mennesker og også praktisere en vis selvcensur for ikke unødigt at såre og forhåne.“

Ja det er fint og fornuftigt at pålægge sig selvcensur i forbindelse med drift af en forretning. Men I kan da ikke tillade jer at kræve, at andre danskere skal pålægge sig selv den samme selvcensur.

Harvig Jeppesen og Niels Due Jensen; I er sgu et par tudefjæs. I må da selv bære risikoen for jeres samhandel med udlandet. Det er ikke Jyllands-Postens eller regeringens skyld at jeres kunder er nogle utilregnelige tosser.

(Indlæggene i Børsen kræver abonnement. Sagen er også omtalt i Jyllands-Posten.)