Arkiv over kategorien 'skat'

Forslag: 5 pejlemærker for Liberal Alliance

Siden Liberal Alliances transformation til et liberalt parti er vi nok mange, som interesseret har fulgt partiets udmeldinger. Det er egentlig gået bedre end forventet. Mig bekendt har partiet indtil nu undgået at foreslå noget direkte socialistisk, hvilket i sig selv er bemærkelsesværdigt.

Jeg synes dog at det går lidt langsomt med at forholde sig til de emner, som for alvor rykker noget. Jeg har derfor tilladt mig at forfatte 5 liberale pejlemærker for Liberal Alliance, eller hvem der iøvrigt måtte være interesseret. De kommer her i prioriteret rækkefølge med nr. 1, som det vigtigste:

Nr. 5. Ophævelse af rygeforbuddet
Det er måske en lille ting, men rygeforbuddet er et symptom på en ubehagelig udvikling imod en total udhuling af den private ejendomsret. Nogle tilhængere af rygeforbuddet har forsøgt at argumentere for forbuddet med liberale argumenter: At individets frihed kun går dertil, hvor andres frihed krænkes. At ikke-rygerens ret til at være fri for røg, overtrumfer rygerens ret til at ryge. Dette er fuldstændig korrekt. Selvfølgelig skal der være rygeforbud på offentligt område. Men den slags argumenter holder altså ikke, når der tales om privat ejendom. Pøbelvældet er ved at udvide sin jurisdiktion til i højere grad at omfatte private forhold. Det næste skridt bliver et krav om 40% kvindelige bestyrelsesmedlemmer i privatejede aktieselskaber.

Nr. 4. Legalisering af narkotika
Narkotika skal legaliseres fordi alle mennesker har ret til at bestemme over deres egen krop, herunder hvad de vil spise, ryge, sniffe eller sprøjte ind i armen. Men også fordi politiets indsats mod narkohandel koster en masse ressourcer, som kan bruges til at fange rigtige kriminelle. Og fordi det ødelægger narkomanernes liv og tvinger dem til at prostituere sig eller begå indbrud (som politiet så ikke har tid til at tage sig af) for at skaffe penge til at købe de illegale stoffer. Og fordi det kan spare mange familier for den ubehagelige oplevelse at komme hjem og finde deres hjem gennemrodet og deres værdier stjålet. Og fordi forsikringsselskaberne, og dermed samfundet, vil spare millioner af kroner.

Nr. 3. Afskaffelse af blasfemi- og racismeparagrafferne
Der er stærke kræfter, der forsøger at undergrave ytringsfriheden, først og fremmest af hensyn til følsomme muslimer. Det er vigtigt at danske politikere holder fast ved, at ytringsfriheden er absolut og til enhver tid overtrumfer religiøse følelser. På dette punkt har den på alle andre områder håbløse regering faktisk været rimeligt faste i spyttet. Men ikke desto mindre har vi stadig Straffelovens §140 og §266B, som hjemler fængselsstraf for at forhåne minoriteter og religioner. Endnu har blasfemi- og racismeparagrafferne ikke givet de store problemer i Danmark, men erfaringer fra især Canada viser, at sådanne love meget hurtigt kan få groteske konsekvenser. Læs mere her. Eller se dette (lange) interview med den canadiske ytringsfrihedsforkæmper Ezra Levant. Del 1. Del 2. Del 3. Del 4. Del 5. Del 6.

Nr. 2. Indførelse af en ansvarlig pengepolitik
Nationalbanken har i årevis fastholdt en kunstigt lav rente, som har skabt den krise, vi nu befinder os midt i. Kronen skal helt og aldeles løsrives fra Euroen og en ansvarlig pengepolitik indføres. Nogen vil have privatiseret pengeudstedelsen. Nogen vil genindføre guldstandarden. Nogen vil forpligte nationalbanken til at lade pengemængden vokse med en fast (lav) årlig procentsats. Jeg ved ikke, hvad den rigtige løsning er, men noget skal gøres for at stoppe nationalbankøkonomernes ustyrlige trang til at lade seddelpressen rotere og oversvømme de finansielle markeder med matadorpenge.

Nr. 1. Opgør med forsøgerstaten
Der er i Danmark mere end en million mennesker i den arbejdsduelige alder, som ikke laver dagens gerning. Det er det absolut største og mest ødelæggende problem, og opgøret med dette uhyrlige nasseri må have den absolut højeste prioritet. Det må det af to grunde.

For det første, fordi den offentlige forsørgelse af alle disse parasitter er den primære grund til, at produktive danskere bliver frarøvet 75 % af den værdi de skaber. Jeg gider ikke høre politikeres løfter om skattelettelser, hvis de samme politikere ikke samtidig vil skære drastisk i overførselsindkomsterne. Hvis de arbejdende danskere fortsat skal forsørge en million arbejdssky bumser, så kan der kun blive tale om skatteomlægninger, og ikke reelle skattelettelser, uanset hvor mange Anders Samuelsen-typer der taster løs på lommeregnerne.

Den anden grund til at opgøret med forsøgerstaten står øverst på listen, er at moralen bliver ødelagt i takt med at staten overtager individets personlige ansvar for eget liv. Det man støtter får man mere af, og staten støtter dovenskab, egocentreret navlepilleri, alkoholisme, vold, hærværk, tyveri – kort sagt Tankeløs Hedonisme.

Det første, der skal afskaffes, er den helt ubeskriveligt groteske og urimelige efterlønsordning, hvilket Liberal Alliance også har foreslået. Det er en god begyndelse. Herefter kunne man passende afskaffe SU og alle former for dagpenge, herunder arbejdsløshedsunderstøttelse og orlovsordninger, indføre en årlig revurdering af alle førtidspensionister, og afskaffe kontanthjælp, som kan erstattes af herberger, suppekøkkener, tøjkuponer o.lign.

P.S: Indvandringspolitik er ikke nævnt, for det giver sig selv, når overførselsindkomster fjernes. Selvforsørgende indvandrere er velkomne – de andre kan blive i hula-bula-land.

Ovenstående er til fri afbenyttelse for alle borgerlig/liberale partier. Så, Anders og Naser, skynd jer før Venstre eller Konservative kommer jer i forkøbet. Hvem kommer først…..?

Glem Ny Alliance – Støt Liberalisterne

Jeg har aldrig forstået den sædvanligvis fornuftige Ole Birk Olesens begejstring for Ny Alliance, som igen kommer til udtryk i dagens leder i 180Grader.

NA er ikke liberale og har aldrig været det. (Ifølge Anders Samuelsen selv). Kun på skatteområdet har NA udtalt sig tilnærmelsesvist liberalt. Men deres langsigtede målsætning om 40% indkomstskat for alle er altså langt fra ambitiøs nok. Der er ikke tale om et opgør med forsørgerstaten, men derimod om reformer, som har til formål at sikre de fremtidige udbetalinger til dette samfunds nasserøve.

Selvfølgelig har det høj prioritet at afskaffe den absurde marginalskat på 63% for indkomster over kr. 365.000. Men skattelettelser i bunden bør ligeledes være en del af en skattereform - specielt  hvis afskaffelse af topskatten finansieres ved forhøjede energiafgifter, som NA har foreslået.

Det omfang, som skatteplyndringen af produktive danskere – højtlønnede såvel som lavtlønnede – har taget, kan ikke meningsfyldt beskrives som andet end tyveri. Tyveri er naturligvis forkasteligt under alle omstændigheder – også når der stjæles fra de rige. Men en tyv, som stjæler det sidste brød fra en fattig familie, vil jeg altså betragte som værende i særklasse ussel og nederdrægtig (Kald mig bare en blødhjertet pladderhumanist). En indkomstskat på 40% for lavindkomstgrupper betragter jeg derfor som et helt urimeligt overgreb, som jeg ikke vil støtte med min stemme.

NA’s øvrige holdninger er en uskøn blanding af planøkonomi, formynderi og fantasifulde forslag til nye offentlige udgifter. Tjek selv Anders Samuelsens svar i 180Graders kandidatbase. Herunder de mest horrible eksempler:

Hash bør legaliseres, svarede: Hverken/eller:
Manden har ingen holdning til om folk må bestemme over deres egen krop

Politikerne skal ikke bestemme, om restauranter og caféer skal tillade rygning i deres lokaler, svarede: Uenig
Privat ejendomsret har heller ikke høj prioritet

En bestemt del af barselsorloven bør være øremærket til mænd. Mændene skal ikke kunne overføre den til deres partner, svarede: Enig
Han vil blande sig i, hvordan familier planlægger deres hverdag.

Danmark bør tilslutte sig EU-traktaten, som den foreligger, svarede: Meget enig
Han støtter den fortsatte opbygning af en planøkonomisk europæisk superstat.

Huslejeregulering er nødvendig af hensyn til de svageste i samfundet, svarede: Enig
Kommentar: Men gerne over en årrække en nedtrapning af det anvendte beløb

Han vil bevare en kommunistisk boligpolitik, som forvrider markedet og skaber boligmangel. (omend kommentaren tyder på, at han har misforstået spørgsmålet)

Værnepligten bør afskaffes og forsvaret i stedet være 100 pct. professionelt, svarede: Hverken/eller
Han er ikke udpræget modstander af slaveri.

Efterlønnen bør afskaffes, svarede: Hverken/eller
Kommentar: Ny Alliances skattereform afskaffer den i praksis for højtlønnede, der må anvende sparede skattekroner til at finansiere et tidligt stop.

Jeg har ikke sat mig ret meget ind i Ny Alliances skattereform – men alle andre svar end “arbejdsduelige friværdimillionærers ret til at nasse på deres børn skal afskaffes øjeblikkeligt” er aldeles uacceptable.

Uanset om NA, efter deres seneste kursskifte, skulle bløde op på nogle af de ovenstående punkter, kan jeg ikke forestille mig, at jeg overhovedet skulle overveje at sætte mit kryds dér. Liberalisterne er ikke perfekte, men de har en ideologisk forankring i liberalismen og nogenlunde konsistente synspunkter – det har NA ikke.

Hvis Liberalisterne ikke er på listen ved næste folketingsvalg, vælger jeg sofaen igen.

Update: Også på Punditokraterne udtrykkes der store forhåbninger til Ny Alliance.

Bendt Bendtsens Folkevogn

 

 

Økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen har ifølge Jyllands-Posten gennem flere år misbrugt sin ministerbil til private formål.

Det kan være en meget meget dyr historie at blive snuppet for sådan noget – i hvert fald hvis man er en almindelig hårdarbejdende skatteyder.

Lad os lige se, hvad det egentlig burde koste:

Bendt Bendtsens ministerbil er en VW Phaeton 4,2, jf. Månedsmagasinet Autoinfo, December 2007 (side 17). Listeprisen for den billigste VW Phaeton 4,2 er kr. 1.777.112,00. Det kan være den er steget lidt, siden Økonomi- og Erhvervsministeriet købte deres bil. Lad os anslå en anskaffelsepris på kr. 1.600.000. Den skattepligtige værdi af fri bil beregnes som 25% af bilens købspris op til kr. 300.000 og 20% af resten.

Årlig skattemæssig værdi af Bendtsens VW Phaeton 4,2:
(kr. 300.000 x 25%) + ((kr. 1.600.000 – 300.000) x 20%) = kr. 335.000

Kr. 335.000 beskattes med topskat, ca. 63%:
(kr. 335.000 x 63%) = ca. kr. 211.000

Misbruget burde således resultere i et skattesmæk på kr. 211.000 + en skattebøde, som vel kan ligge i samme størrelsesorden som det unddragne beløb – og det er blot for ét år. Når en almindelig skatteyder bliver taget i at køre privat i arbejdsbilen er der ingen pardon. Et misbrug af dette omfang ville sandsynligvis koste mellem 1,5 og 2 millioner kroner.

Men Bendtsen behøver nok ikke sælge gården – Mon ikke han slipper med en næse?

Konservativ blogger: Skatteplyndring og overforbrug skaber velstand

Hahaha… De her broken window fallacy-diskussioner er altså sjove.