Business.dk: “Om fire år skal danske børsnoterede virksomheder have 40 procent kvinder i deres bestyrelser - ellers bliver selskabet tvangsopløst. Sådan lyder den kontante melding fra Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt, som efter års modvilje nu er klar til at indføre kvotelovgivning.”
Den private ejendomsret har trange kår i Danmark i disse år. Rygeloven, som uden det helt store spektakel blev vedtaget sidste år af såkaldt borgerlige politikere, flyttede en grænse for, i hvor høj grad staten kan tromle hen over individets frihed og ejendomsret med henvisning til “almenvellet”. Det har givet de totalitære politikere blod på tanden, og i de kommende år vil vi se en lang række politiske indgreb som yderligere undergraver den private ejendomsret. Dette er blot første skridt.
»Det går for langsomt med ligestillingen i bestyrelseslokalerne. Vi har set i Norge, at det lille skub, som blev givet via lovgivning virkede. Derfor skal vi i gang i Danmark,« siger hun til Information.
Lovgivningen i Norge virker - Det er et argument, man ofte hører, men hvordan skal det egentlig forstås - er de norske virksomheder blevet mere profitable; er nordmændene blevet et lykkeligere folkefærd? Næ - der menes blot at de norske virksomheder overholder lovgivningen og nu har 40% kvindelige bestyrelsesmedlemmer.
Logikken er altså som følger:
1. Man trækker nogle mere eller mindre tåbelige regler ned over hovedet på virksomhederne.
2. Man truer med barske konsekvenser, hvis virksomhederne ikke overholder de nye regler.
3. Man konstaterer at virksomhederne overholder reglerne (med en pistol for panden), og konkluderer at loven dermed har været en succes, fordi den virker.
Ved anvendelse af ovennævnte logik kan alle vanvittige og urimelige love betegnes som en succes, hvis blot straffen for overtrædelse er hård nok til at folk overholder dem. Hvad med diverse kvindeundertrykkende regler i en række muslimske lande? Sikke en succes de er - de virker jo!
Er Helle Thorning-Schmidt virkelig så dum, at hun betragter ovenstående som et gyldigt argument for kvotelovgivning. Eller udnytter hun blot at hendes målgruppe er mere modtagelig for følelsesladet vrøvl end for rationel argumentation?
Hvad siger ligestillingsministeren, den liberale Karen Jespersen:
“Det er jeg også selv (utålmodig, red.). Jeg mener bare, at det er en langt mere farbar vej at arbejde sammen med virksomhederne om at sætte konkrete mål.”
Okay, hun afviser da i det mindste at virksomhederne skal tvinges via lovgivning (på nuværende tidspunkt). Men hun stiller overhovedet ikke spørgsmålstegn ved den underliggende præmis: At sammensætningen af private virksomheders bestyrelser er et offentligt anliggende, som politikere skal blande sig i. Jeg er overbevist om, at også V og K i nær fremtid vil erklære sig som tilhængere af kvotelovgivning, når de bliver klar over at virksomhederne ikke ad frivillig vej vil overlade styringen til politikerne.
Er dette indlægs overskrift lige polemisk nok? Nej, det synes jeg egentlig ikke. Retten til selv at vælge de mennesker, som skal styre ens virksomhed, er altså en ret væsentlig del af ejerskabet. Når denne ret fratages virksomhedens ejere og overgives til politikere, så er der tale om en de facto nationalisering af virksomheden.
Man må nok konstatere at fremtiden i Danmark byder på socialisme - vaskeægte gammeldags socialisme med nationalisering af produktionsmidlerne. Ikke formelt naturligvis, men i realiteten. Og tilsyneladende med bred accept i en befolkning, som efter 50 år med forsøgerstaten, og deraf følgende fordummelse og moralsk forfald, ikke forstår implikationerne af en sådan afskaffelse af den private ejendomsret. Det er skræmmende.