Arkiv over kategorien 'venstre'

Forbud rammer politiker

Søren Pind er blevet sur, fordi EU’s kommende forbud mod glødelamper giver ham problemer på grund af hans nedsatte syn. Han er blevet så sur, at han er kommet til at ytre noget liberalistisk.

Kære Søren Pind

Jeg synes, at dine udtalelser om glødelamper og elsparepærer er temmelig ekstreme. En ultraliberalist vil nok sige, at en af fordelene ved det frie marked er, at det tager hensyn til, at alle mennesker er forskellige og har forskellige behov og præferencer. Han vil endvidere sige, at de negative eksternaliteter ved vores handlinger skal internaliseres, således at forureneren betaler for den skade han udretter. Han ville hævde, at en sådan tilgang ville betyde, at langt de fleste helt frivilligt ville benytte energisparepærer, da dette er det mest rationelle. Men de få, som af den ene eller den anden grund foretrækker gammeldags glødelamper, ville samtidig have muligheden for at træffe et oplyst valg (ha ha), mod at betale merprisen herfor.

Men Søren, du ved jo, at den form for virkelighedsfjern ultraliberalisme hører til i forrige århundrede. En moderne skandi-liberal som dig ved jo, at staten nødvendigvis må detailregulere alle aspekter af vores liv. Reguleringens uheldige konsekvenser for folk, som af den ene eller den anden grund afviger fra normen, må løses med særordninger.

Selvfølgelig får du lov til at bruge en gammeldags glødelampe. Du er jo svag. Og staten elsker at hjælpe de svage. Du skal bare bede Connie Hedegaard pænt om lov. “Søde Connie”, skal du sige. “Jeg er svag, og jeg har brug for din hjælp. Må jeg ikke nok få lov til at have en stærk lampe, så jeg kan se på trods af min svaghed?” Så får du lov. Staten tager sig jo godt at folk, som har særlige behov – er det ikke sådan et samfund, du kæmper for som medlem af Venstre – Danmarks Skandi-Liberale Parti?. Det kræver blot, at du offentligt udstiller dine særlige behov, for ellers kan staten jo ikke vide, at den skal hjælpe dig.

Dette handler ikke kun om lamper og nedsat syn – det gælder alle livets forhold. Det kan ikke nytte noget at være blufærdig. Fysiske og psykiske skavanker, neuroser, fobier, særheder – alt skal frem i lyset og gøres til et offentligt anliggende, så Connie Hedegaard kan vurdere, om der er en rimelig begrundelse for at give tilladelse til at afvige fra ensretningen.

I dit tilfælde tror jeg ikke der er nogen tvivl. Selvfølgelig får du lov til at have en glødelampe. Og ikke alene får du lov. Du vil også få offentligt tilskud til den. Til gengæld vil du nok skulle hente den på apoteket, hvor den kun må udleveres på recept. På ægte skandi-liberal vis.

Jacob Axel Nielsen tager personligt ansvar

I forbindelse med Claus Hjort Frederiksens kampagne for personligt ansvar, fremstår den konservative Jacob Axel Nielsen som et lysende forbillede for danskerne. “Jeg tager ansvar for mine børns opvækst” udtaler en stolt sundhedsminister.

Hurra for Jacob Axel Nielsen: hurra.. hurra.. HURRA!

Kampagnen er iøvrigt dybt åndssvag. “Der er en tendens i tiden, hvor det er samfundets mest velbjærgede, som kræver ind. Den tendens skal vi have brudt” udtaler Claus Hjort Frederiksen.

Her er et tip: AFSKAF EFTERLØNNEN!

 

Sørgelig klumme på 180Grader

VU-formand Thomas Banke har en sørgelig klumme i 180Grader, hvori han (efter bedste evne må man formode) forsøger at forsvare Lars Løkke Rasmussens bilagsrod. Herunder et par højdepunkter fra klummen:

“Der er sket en række konteringsfejl…”

Konteringsfejl??!! Manden har kørt i taxa for kr. 148.000 uden at angive noget formål.

“Den sjusk, der er foregået, er ikke acceptabel, men den kan ikke udelukkende refereres til Lars Løkke, men til de skiftende forvaltninger han har været underlagt. Revision på revision frikender ministeren…”

Hvad fanden er det for et argument? At revisionen er uduelig gør handlingerne acceptable. Hvis man jævnligt har begået bankrøverier i 10 år og aldrig er blevet fanget, så er man heller ikke selv skyld i det, eller hvad?

“Således valgte vores statsejede tv-kanal, DR, i går at bruge lidt over 20 minutter i bedste sendetid i 21 Søndag på Løkkes taxiforbrug. Selvsamme “virksomhed” har overskredet sine budgetter i forbindelse med bygningen af DR-byen med mia. af kr…”

Øh, hvad…?

“Hvis den slags “amerikanske tilstande” bliver hverdag, og medierne sammen med politiske modstandere proportionsløst og ukritisk kaster sig ud i den slags personangreb, så skal vi indstille os på, at der i det politiske liv i fremtiden bliver færre dygtige mennesker, som i øvrigt har befundet sig i virkeligheden. De eneste, der gider at lægge ryg til den slags, er asociale fantaster og orakler, som aldrig har fjernet fokus fra en teoribog”

Så at have været kommunalbestyrelsesmedlem og amtsborgmester er altså erfaring fra “virkeligheden”, som kan bruges i folketinget? Jeg kan godt undvære den slags “dygtige” mennesker.

Mage til vrøvl har jeg da aldrig læst på 180Grader. Det er klart at ingen borgerlige mennesker p.t. kan forsvare at stemme på Venstre. Hvis VU er befolket af folk som Thomas Banke, så vil det samme vist gøre sig gældende i fremtiden.

Med hensyn til Løkke: Nej, han er nok ikke værre end så mange andre, men det er da ingen undskyldning. Alle disse hyklere fortjener at blive hængt ud. Det er skønt hvis denne sag koster Løkke hans politiske karriere. Og det vil være skønt næste gang en politiker ryger på en lignende sag – uanset partitilhørsforhold.

 

Vi kan ikke lide dit udseende – så du må ikke arbejde

Ifølge Politiken vil Socialdemokraternes Sophie Hæstorp Andersen nu fratage meget tynde mennesker deres grundlæggende frihedsrettigheder. De skal ikke længere skal have lov til frit at vælge deres erhverv, idet man vil forbyde dem at arbejde som modeller.

Venstres Birgitte Josefsen kan heller ikke lide tynde mennesker, men vil dog ikke lovgive på nuværende tidspunkt. Modebranchen skal i stedet have mulighed for at leve op til et etisk charter – Hvis de ikke makker ret, vil Venstre overveje lovgivning.

Denne fremgangsmåde lyder bekendt. Det var samme svar Bendt Bendtsen gav i forbindelse med overvejelserne om kvoter for kvindelige bestyrelsesmedlemmer. Forskellen på regeringen og venstrefløjen kan koges ned til følgende:

- Venstrefløjen vil med vold og magt gennemtvinge deres vanvittige kollektivistiske ideer uden nogensomhelst respekt for privat ejendomsret og personlig frihed.

- Regeringen vil helst forsøge at indgå en “frivillig” aftale, inden de med vold og magt gennemtvinger deres vanvittige kollektivistiske ideer uden nogensomhelst respekt for privat ejendomsret og personlig frihed.

Jeg brækker mig! (og det er ikke fordi jeg har fået anoreksi af at blive konfronteret med tynde mennesker)

 

Et par borgerlige ord til en Venstremand

Jeg ved ikke rigtig, hvorfor jeg stadig har et naivt håb om, at der er noget et komme efter i Venstre. Men jeg har postet nedenstående på Søren Pind’s blog, som kommentar til indlægget “Civilisationens sammenbrud og PS om lighed for lov”, omhandlende politiets magtesløshed overfor ballademagerne i Københavns gader.

Hej Søren Pind

Politiets magtesløshed og snak om dialog med forbryderne er naturligvis helt uacceptabel. Elektroniske armlænker og hårdere straffe m.v. er da også udmærket, men det løser efter min mening ikke problemet. Jeg savner nogle politikere, som tør sige åbent, hvad mange borgerlige mennesker har vidst i lang tid: At det eneste som kan ændre den skræmmende udvikling er et opgør med forsøgerstaten.

I dag er det indvandrere, som sætter København i brand – for et par måneder siden var det forkælede danske børn med opbakning fra deres hjernedøde forældre. En større og større del af befolkningen mangler grundlæggende respekt for andre menneskers rettigheder. De mangler forståelse for, hvordan værdier skabes, og de mangler forståelse for privat ejendomsrets betydning for velstand og frihed. Kunne det monstro hænge sammen med at en større og større del af befolkningen lever som snyltere med snablen nede i statskassen og aldrig har prøvet at tage ansvar for deres eget liv?

De forstår ikke, at de biler de brænder af, og de vinduer de smadrer, repræsenterer en arbejdsindsats. Dages, ugers, måneders arbejde som ejerne har måttet slide sig igennem – til ingen verdens nytte. Når man brænder andre menneskers biler af og smadrer deres vinduer, så gør man vold på disse menneskers frihed. Bilejeren kan ikke gå ned på socialkontoret og få udleveret en ny bil. Kommunens folk kommer ikke og sætter nye ruder i. Ofrene må i stedet se resultatet af deres arbejdsindsats ødelagt, og må nu starte forfra. Men hvordan skal man kunne forstå det, når man altid har levet som en parasit på den værdiskabende del af befokningen – når man tror at materielle goder er noget der blot dumper ned fra himlen, og derefter bliver (ulige) fordelt? Og hvorfor skulle man bekymre sig, når ens handlinger ikke har nogen konsekvenser – når man, uanset hvor tåbeligt man opfører sig, fortsat trygt kan regne med at andre mennesker forsørger en? Ovennævnte er blevet fremført mange gange på borgerlige blogs og debatfora, men jeg tror aldrig jeg har hørt en folketingspolitiker udtale sig i den retning. Jeg kunne godt tænke mig at vide om du er enig – eller bare delvist enig. Eller om sådanne tanker er for stærk kost for et medlem af danmarks liberale parti.